
Velkommen til Det Kolde Gys
Nyheder
Ref fra bestyrelsesmøde den 6. febr er under faneblad Om os
11. febr 2025
_________________________
Generalforsamling
25. januar 2025
Den ordinære generalforsamling holdes tirsdag den 6. maj 2025 , kl 19 i Amager Bio, Øresundsvej 6, 2300 København S
___________________________________________________________
Glat på brædderne
1. januar 2025
Godt nytår
Nytårstale 1. januar 2025
på Helgoland, Det kolde Gys
Vi lever i en verden, kriserne er blevet større og rykket tættere på –
og nu er vi ved midnatstid trådt ind i – eller måske endnu bedre hoppet ind i – og måske også hoppet
i vandet ind i – året 2025.
Men vi vil ikke lade frygten for fremtiden slå os ud –
så hvordan kan vi bevare håbet og troen på et godt nyt år?
Ideen til årets nytårstale har jeg hentet fra Kristelig dagblad 28. december.
Titlen på artiklen hedder: Hvordan finder du livskraften i en krisetid
Kong Frederiks tale i går aftes var ventet med den yderste spænding, hvilke ord ville han sige,
hvordan var der omkring ham?
Denne tale er knap så historisk, men omgivelserne er ændret, og vi kan nu åbne op til det nye
omklædningsrum.
1. Erkend, at du ikke kan få kaos til at forsvinde.
Vi må vist alle erkende, at vi ikke kan få kaos til at forsvinde – vi har oplevet -her på Helgoland -et
år med byggekaos – et år med rod, med store frustrationer (for hvordan skal denne ombygning og
tilbygning gå op i en højere enhed og ikke mindst til alles tilfredshed)?
Men kaosset i ens krop og hjerne forsvinder, når vi træder ned i det kolde vand, og hjernen glemmer
krisernes alvor, når vi fokuserer på at trække vejret roligt og ikke gå i panik.
Så tag det daglige kolde havbad og oplev mindre kaos i hovedet.
2 Vælg dine kampe
Vi bliver bombarderet med problemstillinger, når vi åbner aviserne i Kongressen og lytter til
medierne. Her på Helgoland bliver vi ofte mødt med forskellige problemstillinger – og også
opfordret til at deltage i diverse kampe og underskriftindsamlinger. Jeg siger ikke, at vi skal lukke
af over for kritik og anden utilfredshed, men det er vigtigt, at vi ikke løber efter andres ønsker og
behov. Der er helt klart plads til forbedringer i et år, hvor badeanstalten renoveres og ændres. Det
har været en lang og meget dyr byggeproces. Og nogle gange tages der nogle beslutninger, som
synes forkerte, men som måske på lang sigt giver mening.
Derfor håber vi alle, at der efter denne vintersæson er fundet en positiv løsning på de problemer, der
er i dag. Så lad os deltage i de kampe, der giver gejst og fremdrift.
3. Fokuser på det nære.
Vi skal ikke give op og miste håbet for fred i verdenen. Men nyde og fokusere på det nærvær, som
medlemsskabet af Det kolde gys giver os.
Tænk, hvad hilsepligten og hensyntagen til hinanden betyder for vores tryghed og humør. Vi passer
på hinanden, vi ser hinanden, vi mærker hinanden. Så et dyp i havet er ikke kun en badehop – det er
en mulighed for at blive ladet op og mærke glæden ved tilværelsen,
4. Søg fælleskaber
Det er nemt at isolere sig i hverdagens grå timer. Men her på Helgoland er det netop fællesskaberne,
der skaber den gode forening. Vi kan mødes til morgensang kl. 7 og se solopgangen sammen og
derefter nyde morgenkaffen i Kongressen. Gratis samvær.
Vi kan 20 gange om ugen mødes til gus og lade os servicere af Helgolands engagerede gusmestre.
Vi kan samles til standerhejsning, julefrokost, julegus, denne nytårskur, senere årets dåb af vikinger
og skjoldmøer og fest i Sundbysejl, vi mødes til GF, hvor alle 7000 medlemmer har mulighed for at
præge fællesskabet – og vi slutter året af med cocktailgus og til slut standerstrygning.
Ja, sikke en masse fælleskabsmuligheder –
og så har jeg slet ikke nævnt dagligdagens hygge i
Kongressen, kaffen efter kl. 13 gus og tirsdagens strikkeklub.
Alle disse arrangementer kan lade sig gøre, fordi rigtig mange frivillige hver gang møder op og
hjælper. Også i dag er mange trådt til for at lave denne knytårskur. TAK
5. Hold pauser
Vores hjerner kan ikke klare at arbejde på fuldtid. Derfor skal vi bruge tiden på Helgoland til at
lukke af for hjernens konstante talen til os. Vi skal holde pause for den klagestrøm, der hældes ud
over os. Vi skal hellere se at komme ned i fedtemøjet.
6. Gør det tydeligt, hvorfor livet er værd at leve
Det inhumane i verdens krige gør det så meget tydeligere, hvad der er værdifuldt i dagligdagen.
Hvad er det, der giver livsfylde og mening? Mon ikke, vi alle her kan blive enige om, at en tur på
Helgoland opfylder det. Derfor er vi mange, der er mødt op i dag til denne nytårskur. På trods af
regn og blæst.
7. Undgå afmægtighed
Vi kan føle os afmægtige, når økonomien sætter forhindringer for det, vi gerne vil. Og det må vi jo
erkende er tilfældet i år. Vi føler os afmægtige, kraftløse, når plankerne på vores lille anstalt er for
glatte, og vi må sætte tempoet ned og gå forsigtigt med en spand sand i hånden. Vi føler os snydt,
når saunaerne er slukkede, eller når der er rødt flag hernede. Men vi skal ikke lade os æde op af at
fokusere på begrænsningerne omkring os – vi skal nyde vores krop, der dyppes i vandet og ikke
føle os nødsaget til i afmægtighed at tildække os.
Vi er vikinger, skjoldmøer eller skrællinger i Det kolde Gys – og det giver os i stedet en mulighed
for at opleve og nyde det positive og væsentlige i livet.
Godt nytår til alle og lad os udråbe et leve for Helgolands herligheder – og hissa hussa hejsa
Dorrit Schoer Erlandsson
___________________________________
Den røde knap
20. oktober 2024
Ved indgangen til den nye fællessauna er en rød knap.
Det er et nødstop.
Det er ikke en boosterknap
Du må ikke trykke på den. Du slukker for saunaen og kan ikke tænde den igen .
________________________________
Brand og batteri
30. aug 2024
På grund af brandfare, må du ikke oplade dit batteri til cyklen på Helgoland.
Hjælp med at sprede budskabet på¨badeanstalten, til dem der måske ikke ser dette opslag
______________________
Ændrede regler for gæstedag og børn om søndagen
30. januar 2024
Som I kan læse i referatet fra bestyrelsesmødet den 16. januar fungerede det ikke efter hensigten til gæstedagen i januar.
Der var alt for mange gæster og vores regler for sikkerhed og saunabrug blev ikke overholdt .
For at kunne opretholde adgang for børn om søndagen og adgang for gæster den 1. søndag hver måned, har vi derfor besluttet følgende :
Børn : fortsat adgang hver søndag, men nu fra 9- 13. Børn skal forlade Helgoland senest kl 13. Børn er egne børn og børnebørn til og med 12 år.
Gæster : fortsat adgang den 1. søndag i måneden, men nu fra 9-13. Gæster skal forlade Helgoland senest kl 13. Hvert medlem må kun medtage 2 gæster. Gæster må kun opholde sig 2 time på Helgoland. Øvrige regler gælder stadig. Medlemmer er ansvarlige for deres gæsters sikkerhed og skal derfor være sammen med dem hele tiden. Hvis gæsten er af modsat køn, kan gæsten således kun være på fælles. Medlemmet er ansvarlig for at deres gæster overholder vores regler om saunabrug
_______________________________________
Affaldssortering
10. dec 2023
Vi skal sortere vores affald i 4 fraktioner.
Rest, mad, plastik og pap/papir.
Der er etableret skraldeøer ved udgangen, foran glemmekassen og ved kongressen.
Der er ikke længere affaldskurve i omklædningsrum og i kongressen. ______________________________________
_____
Sikkerhedsudstyr
25. oktober 2023
Se video om brug af sikkerhedsudstyret på Helgoland. Der er udstyr på alle tre afdelinger.
Der er hjertestarter foran på servicebygningen, lige når man kommer ind
______________________
Min nøgle virker ikke
__________________________________
Om spam og mails der ikke når frem
14. oktober 2023
Når vi sender mails. sker det fra medlemssystemet Conventus. En del ender i spam eller når ikke frem.
Vi har kontaktet Conventus, som har givet dette svar
Vi er opmærksomme på problemet, men da det ligger uden for Conventus, hos modtagernes egne e-mail udbydere, er det ikke noget vi kan gøre noget ved. E-mail udsendelse fra Conventus bruger alle de bedste og nyeste teknologier og anbefalinger, hvormed e-mails har den største sandsynlighed for at komme frem i modtagerens indbakke.
________________________________________________
Fejl og mangler
12. august 2023
Hvis du støder på fejl og mangler, så send en mail til dkg@detkoldegys.dk
Det er kun bestyrelsen og Frank, der kan rekvirere håndværkere, herunder låsesmed. Andre skal selv betale.
___________________
Velkommen til vores nye hjemmeside
1. maj 2023
Bær over med os, det har været en svær fødsel, og barnet er ikke flyvefærdig endnu. Vi fylder på og flasker op, og bliver nok aldrig helt færdig.
___________________________________________________________________________