Gus afslutning 15. maj 2014 – tilmelding nødvendig!

Tak fra gusmestrene!
Om 14 dage er det efterhånden blevet så varmt, at vi gusmestre pakker håndklæderne sammen og stiller olierne på køl for denne sæson.
Vi har haft en fantastisk sæson og oplever et støt stigende deltagerantal til vores gus og vi vil derfor gerne takke alle vores gusgæster og bestyrelsen for godt selskab og rigtig gode stunder på brædderne. Vi glæder os til efteråret hvor vi selvfølgelig håber at se både gamle og nye ansigter når vi atter vil svinge håndklæderne.

For at sige ordentligt tak har vi arrangeret et COCKTAILGUS som vil finde sted TORSDAG D. 15 MAJ fra 19:00 til 23:00.
Selve arrangementet vil bestå af en times gus, der vil have COCKTAILS som gennemgående tema – både hvad angår de valgte olier og de fortællinger/sange, der end må forekomme. Når gustimen er færdig mødes vi i fælleshuset hvor i vil blive budt på en cocktail og masser af samtale og hygge. Arrangementet er selvfølgelig åbent for alle, både nye som kendte ansigter ☺

For at tilbyde pladser til så mange deltagere som muligt har vi valgt at køre arrangementet i tre hold af 20 personer hver:
Hold 1 starter med gus fra 19:00 til 20:00 – og går derefter i fælleshuset til cocktail og hygge
Hold 2 starter med gus fra 20:00 til 21:00 – og går derefter i fælleshuset til cocktail og hygge
Hold 3 starter med gus fra 21:00 til 22:00 – og går derefter i fælleshuset til cocktail og hygge

Tilmelding:
Tilmelding foregår pr mail:
Send tilmelding til Ivan
(Kopier eventuelt email adressen herfra: ivanbirchlykholt@gmail.com).

Vær opmærksom på at tilmelding er bindende og skal indeholde:
– Hvilket hold man ønsker at deltage på, gerne i prioriteret rækkefølge.
– Mailadresse og telefonnummer

Man kan kun tilmelde sig selv. Hvis man ønsker at deltage med en ven eller veninde, skal man bede ham eller hende om også at melde sig til.

Pladserne bliver tildelt efter ”først til mølle princippet”. Sidste dag for tilmelding er dog mandag d. 12/5 kl. 12:00

Betaling:
Det koster 60 KR at deltage (indtægten går ubeskåret til at dække rekvisitter og cocktail). Pengene afregnes kontant ved fremmøde.

På vegne af gusmestrene

Lars Miss