Warning: Constant ABSPATH already defined in /customers/a/f/b/detkoldegys.dk/httpd.www/wp-config.php on line 23 august 2008 – Det Kolde Gys

Referat fra Bestyrelsesmøde den 12. august 2008.

Alle mødt på nær Marianne som desværre havde måttet melde afbud

1. Siden sidst
Der er bestilt lokaler til julefrokosten den 7. december i Sundby Sejl, men frokosten må nok i år påregnes at koste lidt mere, da de nye forpagtere har sat priserne op.
Der er også bestilt til dåben, uanset om det er det er dåb nr. 80 , så vil et andet arrangement koste for meget og vi har brug for vores midler til anden side.
Men bestyrelsen håber da at vi kan få skabt et hyggeligt arrangement uanset at vi fastholder Sundby Sejl.

2. Status på Klubhuse, rejsegilde og standerhejsning.
Bestyrelsen arbejder for øjeblikket på at få en fuldgyldig juridisk bedømmelse af de kontrakter vi er i færd med at indgå, da vi ikke ønsker at foreningen skal ende med et halvt hus hverken på grund af storme eller i værste fald entreprenørens konkurs. Vi betaler ligeledes Carsten Hoff for tilsyn med byggeriet.
Ligeledes er vi i gang med finansieringen da beløbet skal falde af 3 gange. Der bliver oprettet en kassekredit i størrelsesordenen ca. 1 afdrag , således at hvis vi ikke rent likviditetsmæssigt kan følge helt med så kan der i nødstilfælde trækkes på denne.
I år vil standerhejsningen foregå som rejsegilde på det af de to klubhuse som bliver færdig først, men så bliver der jo to rejsegilder for vi må da også fejre det andet klubhus. Bestyrelsen vil se om de kan finde ud af noget festligt for det bliver jo nok omkring slutningen af november.

3. Status på nøgleudlevering.

Der er solgt omkring 164 nøgler så interessen har da ikke været helt lille, men bestyrelsen fortsætter med nøglesalget på visse dage, men når vi skal have 300 nye medlemmer ind så skal vi have bestilt flere nøgler hos forvaltningen. Ligeledes bliver den gamle nøgle jo også stadigvæk udleveret.
Vi skal have sat lås på dame- og herreafdelingen, for når vi bliver alene skal vi kunne låse efter os, idet det i øjeblikket ikke er svært at komme ud på Helgoland. Bestyrelsen vil prøve at få en af de nøgler vi har til at passe med yderligere låse. Det er meningen at klubhusene skal åbnes med et kort. men det ville være rart med nogle erfaringer først, der er trods alt et meget omskifteligt vejr ude på dækket.

4. Medlemsudsendelse

Kontingentopkrævning for 2008/2009 skal foretages nu , således at vi kan sætte fristen for betaling til 1. oktober . I år bliver ingen rykket så husk at betale til tiden.
Bestyrelsen er i fuld gang med at skrive til personerne på ventelisten så der bliver renset godt ud i den, da mange af de ældste på ventelisten ikke længere kan kontaktes, men efterhånden som vi kommer nærmere dags dato er der meget større held. Den første udsendelse af 300 breve gav ca. 100 medlemmer og ca. ligeså mange returnerede breve mens en ny udsendelse tegner til at give mindst dobbelt så mange medlemmer og kun få returnerede breve, og således fortsættes til vi mindst har 300 nye medlemmer.
Bestyrelsen modtager dog daglig henvendelser om optagelse på venteliste så der vil nok altid være personer på venteliste , da generalforsamlingen ikke gav mandat til at rydde disse helt, men det er altså ikke nogen god idet med 5 – 6 års venteliste. Vores Damerepræsentant gør et kæmpe stykke arbejde for at finde ud af grundene til at så mange ikke reagerer, hvis kke brevene er kommet retur med flyttemeddelelse på.
Vi har jo god brug for pengene fra vores nye medlemmer til finansiering af husene, så jo flere medlemmer vi får på plads jo bedre står vi.

5. Nyt fra dame- og herre repræsentant.

Her var ikke så meget, da kontakten til medlemmerne har været mere sparsom på grund af rydningen af Lille Helgoland.
Der er ligeledes ansøgt om flere bordebænke arrangement, således at vi ikke behøver sidde eller lægge ting helt nede på brædderne.
Vi har i øjeblikket en container til foreningens materiel, som vi lejer og betaler en pæn leje for , men da denne sidst på året alligevel skal tømmes vil bestyrelsen forsøge at få en mere permanent opbevaring i den periode indtil vi kan få et fast rum på Helgoland til opbevaring af foreningens ting.

6. Nedsættelse af udvalg.

Da tiden snart nærmer sig er det vel på tide at få kreative folk frem i lyset med hensyn til Indretningen af dame- og herreomklædningsrummene.
Ønsker nogen at være medvirkende hertil bedes de rette henvendelse til henholdsvis dame- og herrerepræsentanten pr. telefon
Bestyrelsen skal dog i ovennævnte til sidst være med til at godkende beslutningerne inden vi bruger foreningens penge til indretning. Vi har fået en henvendelse til vores hjemmeside, men ville gerne have mere hjælp og gerne nogle nye ideer så man kan enten sende en mail til DkG. eller ringe til Jørgen Melskens.
Vi skal også have gjort vedtægterne mere moderne, men vi mangler frivillige, idet flere øjne ser bedst. Vi skulle jo gerne ende op med nogle vedtægter som kunne være gældende i mange år. Vedtægtsændringerne skal jo i sidste ende godkendes af en generalforsamling og vi vil også søge støtte hos DGI’s jurister. Her kan rettes henvendelse til Lis Meyer eller Anders Hjorth.
Der er også arbejdet med at skaffe sponsorer, som er gået i gang, men her er kreativitet jo en stor hjælp så hvis nogen ved en metode som giver pote så er de velkommen til at rette henvendelse til Preben Poulsen eller Marianne Elmose.